IT-firmaet MaCom laver platformen Lectio, som bruges af 90% af de almene gymnasier og 50% af de erhvervsrettede gymnasier til studieadministration, kommunikation og vidensdeling. MaCom deltager i et VIS-innovationsforløb med DTU Miljø, hvor der udarbejdes et tværfaglig undervisningsforløb om vand til de gymnasiale uddannelser. MaCom stiller en platform til rådighed, hvor der kan laves spændende undervisningsforløb som består af videoer, øvelser, tekst, billeder, quizzer og meget mere. Tanken er, at det udarbejdede forløb vil være tilgængeligt for alle de skoler, der bruger Lectio, så det kan anvendes af gymnasielærere over hele landet.
Læringsforløbet vil fokusere på kontaktflader mellem mennesker og vandets kredsløb. Det kunne for eksempel være et ønsket læringsmål, at eleverne efter forløbet forstår betydningen af forureninger (uorganiske og organiske) i forbindelse med vand og eventuelle miljøeffekter af disse. Forløbet vil lægge op til, at eleverne skal kunne arbejde løsningsorienteret med vandrelaterede miljøproblemer, og løse simple ingeniørtekniske regneopgaver.
For at sikre at undervisningsforløbet bliver relevant og brugbart, ønsker vi at involvere interesserede undervisere, der potentielt kunne anvende forløbet. Denne dialog skal f. eks. afklare længden og formen af modulerne, hvilke fag der skal inddrages med mere.
Læs mere her.