SCALGO

Inklusion af regnbede i SCALGO Live ved kobling til DTUs LAR-potentialeberegner

Grundstenen for inklusion af naturbaserede løsninger i screeningsværktøjet SCALGO Live udvikles i projektet med udgangspunkt i det bredt anvendte LAR-element; Regnbede. Projektet har til mål at skabe et Proof of Concept for en egentlig udrulning af naturbaserede løsninger via kobling af DTUs LAR-potentialeberegner med SCALGOs screeningsværktøj, der er ideelt at benytte i de indledende designfaser. Derved er det langsigtede mål for projektet at skabe grundstenen for og bidrage til udvikling af et digitalt værktøj til design af naturbaserede regnvandsløsninger. Værktøjet vil være specielt rettet mod at understøtte beslutninger i de tidlige og kritiske faser af en designproces, som f.eks. på tegnestuer eller for kommunale planmedarbejdere.

SCALGOs bidrag til projektet består dels af udvikling på SCALGO Live platformen og dels af dialog med brugere og markedsføring af resultaterne i VIS-projektet. I udviklingsindsatsen indgår som det primære at skabe en ny afstrømningsmodel, der går fra 100% afstrømning fra oplandet til en mere virkelighedstro afstrømningsmodel, der fx tager højde for befæstelsesgrader, jordforhold, afstande og hældninger. Hvilke elementer, der skal inkluderes afklares som en del af projektforløbet i tæt samarbejde med DTU.

DTU Miljø vil bidrage med at udvikle et beregningsmodul, der meget hurtigt kan levere nøgletal for hvordan anlæggelse af regnbede i et konkret område vil påvirke vandbalancen i området og hvor ofte der vil ske overløb fra regnbedene. Beregningsmodulet bygger videre på et koncept der blev udviklet og valideret i et ph.d.-studie, og projektet er på den måde med til at gøre forskningsresultater tilgængelige for praktikere. Konceptet indebærer langtidssimuleringer af LAR-elementer i state-of-the-art numeriske modeller, som i dette projekt udføres ved hjælp af en automatiseret proces, der skaber store mængder data som efterfølgende bruges til hurtige opslag.

Samlet vil dette skabe grundlaget for et innovativt og nytænkende værktøj, der muliggør at naturbaserede løsninger indtænkes allerede i de indledende designfaser, hvilket kan bidrage til bedre beslutninger og højere grad af indbygning af disse løsningstyper i projekter.